Statutter for patologi-udvalget under
Dansk Lunge Cancer gruppe (DLCG)

Definition
Patologiudvalget er en videnskabelig arbejdsgruppe med reference til DLCG´s Styregruppe (herefter kaldet Styregruppen).

Formål
Patologiudvalget har som formål:

  • At rådgive Styregruppen i spørgsmål om patoanatomisk diagnostik indenfor lungecancer.
  • At varetage rådgivning vedrørende patoanatomisk diagnostik overfor de enkelte patologiafdelinger i Danmark.
  • At kvalitetssikre patoanatomisk diagnostik ved årlige opdateringer af retningslinjer for lungecancerpatologi (www.lungecancer.dk) jf. SSTs Pakkeforløb for lungecancer og sammenslutningen af danske multidisciplinære cancer grupper (DMCG.dk).
  • At samarbejde med andre arbejdsgrupper og udvalg indenfor rammerne af DLCG med henblik på løsning af fælles faglige problemstillinger.
  • At varetage patologiens interesser i DLCG.

Sammensætning
Patologer, der på danske patologiafdelinger beskæftiger sig med lungepatologi (såvel benigne som maligne sygdomme) er samlet i ”sammenslutningen af danske lungepatologer” (DaLuPa). Denne gruppe udgør den patoanatomiske arbejdsgruppe, herefter kaldet ”patologiudvalget under DLCG”.

Gruppen udvælger en formand og næstformand. Formanden er gruppens repræsentant i Styregruppen for DLCG samt DLCG’s forretningsudvalg. Valgperioden for begge er 3 år med mulighed for genvalg.

Udover formanden er yderligere et medlem af patologi-udvalget udpeget af DPAS som repræsentant i DLCG’s styregruppe.  Valgperioden er også her 3 år med mulighed for genvalg i henhold til gældende valgregler for DPAS.

Der afholdes minimum et årligt møde i patologi-udvalget under DLCG, og det tilstræbes at skifte mellem Sjælland, Fyn og Jylland

Indkaldelse til mødet med dagsorden samt det praktiske arrangement påhviler formanden og værtsafdelingen.

Emner der ønskes på dagsordenen skal meddeles formanden senest 3 uger før mødets afholdelse. Dagsorden udsendes minimum 1 uge før mødet afholdes.

Der udarbejdes et kort referat af mødet med kopi til Styregruppen.

Patologiudvalget kan udover det faste årlige møde efter indstilling fra formanden eller på begæring af mindst 3 af udvalgets medlemmer holde ad hoc møder. Formanden sørger for, at der udpeges en værtsafdeling, og at denne sammen med formanden udarbejder dagsorden, samt med mindst 4 ugers varsel indkalder til mødet.  

Revideret d. 20. jan. 2023
Patologiudvalget under DLCG